Golf på Harekær
Harekærvej 6B
St. Salby
4600 Køge
Tlf. 56 82 00 34
Fax. 56 82 18 04
sekretariat@harekaer-golf.dk
Weekendens matcher i danmarksturneringen bragte meget spændende golf og nogle meget lige matcher, desværre med nederlag til vore hold i de fleste.
2. divisionsholdet spillede lørdag ude mod Køge og det blev meget tæt. Resultatet 12-6 til Køge afspejler ikke den spænding der var i mange af matcherne der skulle hen på de sidste huller før afgørelsen blev fundet. Efter formiddagens 3 foursomes førte Harekær ellers med 4-2 men singlerne gik Køges vej så blot 2 delte matcher blev eftermiddagens udbytte.
Søndag havde holdet besøg af Skovlunde/Herlev og det blev om muligt endnu mere spændende. Kun en foursome blev vundet så der var pres på vore spillere til singlerne. Midtvejs i disse var der ikke meget håb om nogen spænding men rigtig god fight og moral hos vore spillere fik pludselig spændingen tilbage.5 af 6 singler gik alle 18 huller før vinderne var fundet og både Erik Sommer og Andreas vandt flotte sejre. Daniel havde vendt 4 nede til 1 up ind på 18 hul, men en vanvittig birdie af Skovlundes spiller resulterede i delt match. Kenneth havde ligeledes vendt et truende stort nederlag til en lige affære der desværre endte med nederlag på hul 18. Jesper var også tæt på men måtte se sig besejret på sidste hul.
Samlet en sejr på 11-7 til vore gæster.
4. divisionsholdet stod for weekendens eneste sejr, da de lørdag besejrede Sorø på hjemmebane med 11-3 Sejr i den dobbelt tællende foursome samt i 2 singler og delt i en single var meget stabilt og holdet var fortsat på en delt 1. plads i puljen efter lørdagens runde.
Søndag spillede holdet på udebane mod Næstved og her gik det galt og vi måtte indkassere sæsonens første nederlag. Næstved vandt 9-5 og det var en flok skuffede spillere der vendte snuden hjemad.
Holdet indtager 2. pladsen og har gode muligheder for at kæmpe med om retten til oprykningsspillet, idet sæsonens sidste turneringsmatch på udebane mod topholdet fra Vallø reelt kan blive kampen om oprykningsspillet.
3. holdet spillede i kvalifikationsrækken mod Greve på udebane og løb ind i et nederlag på 10-4. Holdet mangler nu kun en match på hjemmebane mod Skovbo og skal fortsat blot suge erfaring til sig. Med 1 point efter 3 matcher, er der naturligvis ikke længere mulighed for topplaceringen men en sejr mod Skovbo kan give en god moral til næste sæson.
Damerne spillede hjemme både lørdag og søndag og kæmpede bravt for at sikre sig så mange point som muligt. Det blev til 2 nederlag på 6-3 til henholdsvis Skovbo og Skjoldenæsholm, men damerne skal have stor ros for deres kampgejst og for at have grebet muligheden da vi meldte holdet til danmarksturneringen. De har forstået at gribe chancen-god deltagelse i træningstimerne og den rette indstilling i deres tilgang til turneringsgolf.
På trods af de lidt kedelige resultater var det en spændende og medrivende weekend hvor vor bane endnu engang fik stor ros. Derfor skal jeg på eliteudvalgets vegne takke banepersonalet for et rigtig godt arbejde. Også tak til de der brugte weekenden som tilskuere til at støtte vore spillere rundt på banen.
Vi kan nu se frem til en længere pause og er klar til de afgørende matcher i de sidste 2 runder af danmarksturneringen d. 7. og 8. august.
Jeg vil på eliteafdelingens vegne ønske alle en rigtig god sommer.
Søren Petersen