Golf på Harekær
Harekærvej 6B
St. Salby
4600 Køge
Tlf. 56 82 00 34
Fax. 56 82 18 04
sekretariat@harekaer-golf.dk
Alle 4 Harekærhold i Danmarksturneringen, stod overfor svære hjemmebanekampe i den forgangne weekend.
Da morgendisen havde lagt sig og de sidste greens var klippet lørdag morgen gik det løs med lokalbraget mod Køge i 2. division på Harekærs flotte golfanlæg. Andreas Nygaard Pedersen og Jesper Jensen, lagde for med en 2-0 sejr i den første foursome efter en intens match, der blev fulgt op med en 5-4 sejr af Søren Müller og Erik Sommer, samt et snævert nederlag i den sidste foursome. I eftermiddagens singler måtte Køge strække våben over for et gedigent og velspillende Harekær hold, og Køge skal i det hele taget være glad for Deres 2. single Flemming Cold der stod for 4 af deres kun 6 point på dagen. Med sejren understregede Harekær Deres position som Køgeegnens bedste klub og Køge blev sendt hjem med et smertefuldt nederlag på 12-6. Søndag blev det til et ventet lille nederlag til CGC Vallensbæks nedrykkere fra 1. division, Harekær var bagud 4-2 efter formiddagens foursomes, men godt spil af Erik Sommer, Andreas Nygaard Pedersen og Søren Müller muliggjorde en overraskelse, men i sidste ende blev det til et knebent nederlag til Harekær på 10-8.
I 4. division stadfæstede Harekær deres position som oprykningskandidat da først Roskilde blev besejret 13-1 om lørdagen, med store sejre til blandt andet Simon Gohr og ikke mindst unge Magnus Bendtsen, der viste talentet frem og vandt en sikker sejr over Roskildes førstesingle.
Søndag blev det til endnu en særdeles vigtig sejr. Denne gang gik det ud over Greves førstehold der inden søndagens match førte puljen. Greve havde en frisk sejr over Skovbos førstehold i bagagen, og havde vundet 8-6 i det omvendte opgør på Greves bane. Men Harekær på hjemmebane var en for stor mundfuld for Greve der måtte se sig besejret 9-5 efter et neglebiddende intenst drama der måtte helt frem til 18. hul i den sidste foursome, hvor Casper Norby Albertsen og Jesper Wraae-Bess holdt hovedet koldt og delte matchen for det endelige resultat. Dermed måtte Greve overlade 1. pladsen i puljen til Skovbo, samt se sig passeret af Harekær der nu skal spille om oprykning mod Skovbo, mens Greve må kigge ned af og skal slås med Roskilde om at undgå nedrykning.
Harekærs 3. hold var helt suveræne i kvalifikationsrækken og vandt henholdsvis 12-2 over Falster Golf Klub lørdag og 13-1 over Ledreborg søndag. Her var det Harekærs Eliteudvalgsformand Klaus Espersen der gik forrest og dels med sejr i sin single lørdag, samt en udradering af Ledreborgs foursome søndag, da han sammen med Thomas Thomsen vandt 7/6.
Harekærs damehold måtte desværre indkassere et nederlag i matchen mod Vallø, hvor Ingelise Palne stod for den enlige sejr i 3-5 nederlaget, mens foursomen med Lene Frendorf Petersen og Susanne Dahl Juhl delte en meget tæt match.