Når ildsjæle mødes og sød musik opstår


Søren Fischer

En tidlig forårsaften i GC Harekær. Som hvert år samles de. De 20-25 ildsjæle der udgør basis i den store frivillige skare i klubben. Som i enhver anden sportsklub. 20-25 bestyrelsesmedlemmer, udvalgsformænd og andre nøglepersoner. Læg dertil udvalgsmedlemmernes arbejde til og du har næsten 100 eller næsten 10 procent af klubbens medlemstal.

Så mange skal der til, så mange er de for at glæde det store flertal, der ”bare” kommer for at dyrke deres yndlingssport.

Er det ikke forbløffende. Tænk, i et samfund hvor flere og flere får mere og mere travlt med at hale penge i hus for at købe villa, Volvo og vovse. Alligevel findes de, ”ildsjælene” der gør et kæmpemæssigt uegennyttigt arbejde for alle de andre i fællesskabet. Hvis samfundet skulle betale det frivillige arbejde, ville det løbe op i tusindvis af heltidsstillinger og milliarder af kroner.

Hvorfor gør de det, ildsjælene? Ikke for personlig vinding, ikke for prestige – tja, måske en enkelt misser her og der – kun besjælet af tanken, ideen, fællesskabet, om at gøre noget for andre for selv at ha’ det godt.

I ”gamle dage” var det nemmere at skaffe frivillige. I dag er det først og fremmest efterlønnere og pensionister, som kan/vil/tør tage slæbet. De har tiden, de har erfaringen, de har opdragelsen. Og de gør det uden at få en krone for det. Og så ser man sig rundt i kredsen og konstaterer, at der rent faktisk kun er 3-4 i selskabet, der ikke er arbejdsramt. De andre…? De er der, fordi de gerne vil yde for at nyde. Og gør det med glæde og ildhu.

Jeg har skrevet det så mange gange, at jeg nærmest kvæles ved gentagelsen. Men den er go’ nok: Værn om jeres ledere, I ved ikke hvor længe I har dem!

Tænk på det, når I banker boldene rundt på Harekærs smukke bane. Det er ganske vist, at ejeren i sidste ende bestemmer. Det er ham, der investerer eller ikke investerer, det er hans personale og hans udgift. Men det er de op mod 100 medlemmer i klubben, der sørger for, at stemningen er god, at der blive lyttet og forbedret, så alle er glade.

Tænk på det, hvis du synes det ikke er godt nok. Lederne gør deres bedste. Og bedre kan de ikke gøre det!

Ha’ nu en rigtig god, ny sæson
Søren Piscator

 

 

Hovedsponsorer: