Golf på Harekær
Harekærvej 6B
St. Salby
4600 Køge
Tlf. 56 82 00 34
Fax. 56 82 18 04
sekretariat@harekaer-golf.dk
Ved mindesammenkomsten efter bisættelsen af Mogens Nikolajsen
udtaler formand for Golf Club Harekær, Jens Bramsen:
Golf Club Harekær har mistet et medlem, Mogens var medlem Nr. 2, og samtidig har vi mistet en særdeles god og værdifuld samarbejdspartner, Mogens Nikolajsen.
Da jeg blev valgt til formand for bestyrelsen, var jeg meget fokuseret på samarbejde, men jeg anede et lille spændingsfelt imellem ejer og lejer.
Spændinger opstår når der er forskelle.
Samarbejde opstår når man har fælles interesser at samarbejde om, og både klubben og Banejer havde i høj grad fælles interesser at samarbejde om.
Den åbenhed, tillid og respekt vi i bestyrelsen viste Mogens, blev hurtigt gengældt således at der opstod et positivt, konstruktivt og tillidsfuldt samarbejde om alt som vedrørte både banen og klublivet.
Med en høj grad af åbenhed og tillid, udviklede samarbejdet sig, og vi kunne drøfte alle vore planer og ideer i fællesskab, til stor glæde for alle os medlemmer, både i bestyrelsen og i klubben. Mogens deltog i alle vore møder og vi holdt hinanden orienteret. Samarbejdet udviklede sig til også at gælde projekter med fælles økonomi som f.eks. hjemmeside og sponsorarbejde.
Mogens gav også udtryk for at han værdsatte samarbejdet og han bemærkede og glædede sig bl.a. over den iver som f.eks sponsorudvalgets frivillige og andre frivillige i klubben lægger for dagen.
Mogens var kreativ og han havde sans for både form, farve og skønhed, og det prægede hans arbejde, både med anlæg af banen og med renovering og nybyggeri, godt hjulpet af Naomis professionelle design af f.eks. de kønne logoer og udarbejdelsen af Baneguide etc.
Den røde lade skal rives ned, et krav fra myndighederne om bebyggelsgrad, og på et spørgsmål til Mogens om hvad der så skal være på pladsen i stedet for laden, svarede Mogens: ”Nu vil jeg først lige se hvordan det ser ud når den ikke er der, og så tager jeg stilling.”
Det har vist glædet os alle at se da Mogens anlagde den nye green på hul 2. På alle tider af døgnet kunne man under anlægsarbejdet se Mogens gå og kæle for det der skulle blive den nye green. Rive den lidt der, klappe den lidt her, tromle lidt der, og så vente på at sol, varme og væde skulle få gang i græssets vækst – og hvornår tror du vi kan tage greenen i brug Mogens? – svaret var jo at det afhang af vejret. Ingen af os kunne vente med at komme til at spille til den nye flotte green, og før end ventet gav Mogens så grønt lys for at tage den i brug, for nu var væksten af græsset godt i gang.
Som medlem, nr. 2 i klubben, deltog Mogens i mange af klubbens aktiviteter og de fleste af os medlemmer har oplevet, når Mogens på alle tider af dagen og til aftenarrangementer om vinteren dukkede op for at få en sludder med os og deltage som almindeligt medlem i klublivet.
Mogens var sig naturligvis også bevidst om, at han som ejer af Golf på Harekær kunne træffe de nødvendige beslutninger om at forbedre bane og de omkringliggende faciliteter som vi som medlemmer har brugsret til, og det glædede ham at opleve at medlemmerne værdsætter alle de forbedringerne han fik foretaget.
Jeg blev naturligvis ked af det, da jeg lørdag aften fik beskeden om at Mogens var død. Sådan en meddelelse kommer aldrig belejliget og altid uforberedt. Men da jeg næste morgen fik din skriftlige meddelelse, Naomi, som du sammen med Jonna havde udarbejdet til hjemmesiden, så var meddelelsen skrevet i en positiv og beroligende tone for os medlemmer.
Tak for det.
Det har glædet mig, Naomi, at se du i de seneste par år tilsyneladene har stor glæde af at deltage i arbejdet med banens drift.
Nu har du mistet din far, stafetten er givet videre til dig, og nye arbejdsopgaver og udfordringer venter på dig.
Du skal vide, at jeg, og med mig hele bestyrelsen, gerne vil samarbejde med dig, på samme åbne og tillidsfulde måde som vi samarbejdede med Mogens.
Æret være hans minde!