Golf på Harekær - Baneguide

Velkommen til Golf Club Harekær.

For at du skal få størst mulig glæde at din golfrunde på vores dejlige bane, kan du herunder finde en baneguide som kan hjælpe dig med afstande, forhindringer o. lign.. Vi har også skrevet nogle tips ud for hvert hul, som måske kan gøre det lidt nemmere for dig at komme godt i gennem banen. Klik på billederne for at se dem i større format.

Du kan hente baneguiden i PDF format her.

Du kan finde en animeret baneguide her. Handicapnøglen er ændret siden den animerede baneguide er lavet.

God tur !

Hul 1:

Banens åbningshul kan måske virke voldsomt første gang man spiller banen, men det er ikke så slemt som det virker. Søen foran tee-stederne er slet ikke i spil, og tager du et jern mere end du ellers ville (det går opad) er det kun bunkerne foran green som er en forhindring. Råb 'Fore' hvis du slår til venstre over husene.

Hul 2:

Et par-5 hul som ser svært ud og der lurer da også en del farer under vejs. Men spiller du langt lige ud og derefter slår et sikkert andetslag ned foran søen, er der kun en svær green i tre niveauer som kan drille. De rigtigt langtslående kan faktisk nå green i to slag - hvis altså de kan carry bolden over træerne og søen.

Hul 3:

Dette par-4 hul betragtes af mange som banens sværeste hul. Det er et meget langt hul opad bakke, med bunkere i driveafstand til højre og 'out' i venstre. Og så opsamler bunkeren bag green masser af lange indspil, som tit løber lige igennem green. En par er en god score på dette hul.

Hul 4:

Her ser det rimeligt nemt ud, men pas på alligevel. Der er 'out' i venstre og bag green, og træerne i højre driller alle som slicer. Bunkeren til højre for green har rigtig mange besøgende og vælger du et for langt jern på tee-stedet er der også en bunker bag green at slås med.

Hul 5:  

Et rigtig drilsk par-4 hul hvor drivet ikke er noget problem, med mindre du kan slå helt ned i åen efter bakken. Men i indspillet er der en sø i højre, træer til venstre og nogle grimme skråninger omkring green. Bunkeren bag green giver et slag til en green som hælder væk fra dig. Og greenen er nok banens sværeste at putte på

Hul 6:

Kan du sende drivet lige ud og undgå 'out' i højre, er dette par-4 hul relativt nemt at spille. Der er dog fire dybe bunkere rundt om green, som tit volder deres 'ofre' kvaler at komme op af. Greenen kræver også at du læser dine puts ordentligt, ellers kommer der ofte et tre-put på scorekortet.

Hul 7:

Så er du kommet til banens sværeste hul i flg. hcp-nøglen. Men spiller du det klogt er det ikke så svært endda. Send din bold lige ud, slå derefter andetslaget til venstre ned foran søen og dit tredieslag op på green - let ikke?. Men pas på 'out' både i højre og venstre, de to søer og træerne i højre side op mod green.

Hul 8:

Dette par-3 hul ser let ud, men snyder ofte spillerne da bolden skal flyves over to bunkere 10-15m før green. Og har det været tørt længe vil bolde som lander til højre for green tit gå 'out'. Slår du for langt får du et grimt bunkerslag op over en høj kant til en green som hælder væk fra dig.

Hul 9:

Så er du kommet på Harekær Syd og dette par-4 hul slutter for-ni af med et drive som skal imellem nogle høje træer, en fairway op ad bakke og en green som ligger gemt til venstre. To bunkere sluger også mange af de bolde som bliver sendt lige ud, og så er greenen heller ikke helt nem at læse.

Hul 10:

Kan du sende dit drive lige ud og undgå 'out' i venstre og bunkeren i højre er du godt på vej. Kommer du derimod ud til højre i drivet, kan du bruge en del tid på at finde din bold. Slå hellere en provisorisk med det samme. Greenen ligger lidt til højre i andetslaget og du skal passe på bunkere både før og bag green.

Hul 11:

Et spændende par-4 hul hvor fairway er delt på langs af en række træer. Slå langt lige ud og du har et forholdvist nemt slag ind til green. Pas dog på de to bunkere før green. De langtslående kan slå over træerne fra tee-stedet, men kan også nemt komme til at skulle slå andetslaget fra roughen mellem de små træer.

Hul 12:

Her er der tale om et dogleg venstre par-4 hul, hvor en bunker i højre side af fairway fanger masser af bolde. Kan du slå forbi bunkeren har du et let indspil. Greenen er omgivet af tre bunkere, men kan du slå et lige andetslag, kan du faktisk rulle bolden helt ind til flaget.

Hul 13:

Banens længste hul hvor to gode transportslag, er nødvendigt for at nå green i tre. Masser af andenslag ender i bunkeren i højre side af fairway, og åen før green har givet mange spillere grå hår. Og er du uheldig at ende i greenbunkeren til venstre, står du med et meget svært og højt bunkerslag.

Hul 14:

Rigtig mange spillere har svært ved at nå green i to på dette lange par-4 hul. Der kræves et langt lige drive, hvor der er træer i venstre og en bunker i højre. Og kommer du for langt til højre er der en elmast i vejen for dit slag mod green. Kommer du over green venter en dyb bunker, som kræver gode bunkerslag.

Hul 15:

Banens letteste hul i flg. hcp-nøglen, men hvis greenkeeperne har sat flaget bag bunkeren til højre før green, kan det faktisk spille ganske svært. Man kan også let blive snydt af vinden, da området her er ret åbent. Så tjek vinden inden du vælger dit jern, et forkert valg kan sende dig ud i problemer.

Hul 16:

Så går det hjemad. Her står du overfor et drive med 'out' i venstre og som helst ikke skal ende bag elmasten i højre. Og pas på - der ligger en å på tværs 189m efter elmasten. Slår du langt kan du nå green i to. Men pas på indspillet til green, da masser af bolde løber gennem green og havner i søen bagved.

Hul 17:

Nogle hader dette lille par-3 hul og andre elsker det. Du skal kende dine længder her og kunne vælge rigtigt jern afhængig af flagets placering og vinden. Mister du dit slag i søen, så husk at der er en dropzone oppe bag green. Med et lidt 'tricky' dropslag mod søen, på en green som hælder ned mod endnu et drop.

Hul 18:

Banens signaturhul og et pragtfuldt afslutningshul. Et langt drive i venstre side er en forudsætning for at nå green i to. Slår du i højre forhindrer de høje træer dit indspil til green, et indspil som i sig selv er svært - du skal over 80m sø og green er beskyttet af flere træer. Og det hele foregår ofte med tilskuere på terrassen foran 'Hul-19'.

Vi håber at du har nydt en rigtig dejlig golfrunde på vores vidunderlige bane, og håber samtidigt at du vil nyde vores 19. hul - Restaurant Harekær - som har en pragtfuld terrasse ned mod søen foran 18. green. Vi glæder os også til at byde dig velkommen til endnu en golfrunde - og måske også til en revance mod banen.

Golf Club Harekær.